14. december 2010, Gitte Vejlgaard
Give Konfekture omtaler efterårets forløb som ”en helt fantastisk oplevelse, der er det mest spænende vi nogensinde har oplevet inden for innovation og nytænkning og alt i alt en kæmpe vitaminindsprøjtning”.
Projektlederen ”bliver sådan lidt stum og overvældet af resultaterne…()…der virkelig er noget, som kan rykke den her virksomhed.”
Erhvervspanelet fra forløbet i Give, der tager stilling til og kommenterer de studerendes resultater undervejs i forløbet synes, at ”der er mange lavthængende frugter” forstået som ”konstruktive idéer, der kan give bundlinje fra starten. ”
Men hvad siger underviseren, der stiller de studerendes og sin egen tid til rådighed til projektet?
En underviser fra Tietgen Business College, der stillede op til efterårets besøg på Give Konfekture med studerende fra Finansøkonomuddannelsen er meget positiv: ”Det er enormt sjovt og udviklende, og samtidig dejligt at komme ud i andre omgivelser end de sædvanlige.”
Underviserens deltagelse indbefatter at udvælge 3-4 studerende med kompetencerne til at kunne bidrage med noget til den pågældende virksomhed. Desuden er han med på besøg på den udvalgte virksomhed for at drøfte potentielle indsatsområder ligesom han også deltager i et arrangement, hvor de studerende og virksomheden mødes. Endeligt tilbringer han også nogle af de 48 timer på virksomheden.
Fra underviserens side er der ingen tvivl om, at 48 timer er et projekt, der både gavner virksomheden, de studerende og de involverede undervisere. ”For mig som underviser er det utroligt udviklende og kan give inspiration til projekter eller cases på tværs af uddannelser.” Hans holdning er, at vi bør gøre meget mere ud af at skabe projekter på tværs af uddannelserne, og det at have mødt personer fra de andre uddannelser kan være det, der bliver startskuddet for sådanne samarbejder. Han udtrykker også begejstring over at se de studerende benytte friheden til at tænke frit, afprøve idéer og gøre sig erfaringer. ”Det er meget lærerigt for de studerende, og så er det skønt at se dem vokse med opgaven.”
Det råd, han giver sine studerende inden de bliver kastet ud i forløbet er, at de skal huske at tænke lavpraksis. Deres forslag skal kunne bruges fra dag 1. Det kræver at de studerende krænger den teoretiske indgangsvinkel af sig og tænker i realistiske løsningsforslag. ”48 timer-forløbet understreger, hvor vigtig denne egenskab er og fremhæver derfor, hvor vigtigt det er at bruge eksempler fra den virkelige verden i undervisningen, der kan være med til at gøre teorien praksisnær” fortæller den pågældende underviser. Og her møder vi så endnu en af 48 timer-projektets styrker. Nemlig den, at det også bidrager med sådanne konkrete eksempler på praksis, som underviseren kan integrere i sin undervisning.