Fuldt hus til Åbent hus 

Åbent Hus 2010 på Tietgen Business College, der er en del af Erhvervsakademiet Lillebælt, blev en bragende succes med mange besøgende, der var på udkig efter deres drømmeuddannelse.

 

Allerede før dørene åbnedes officielt, summede det af liv og salen fyldtes hurtigt med unge, der ville ind og høre om uddannelserne.

Interessen var stor for både de toårige uddannelser og for Professionsbachelor-uddannelserne, hvor nogle varer 3½ mens andre er overbygninger på 1½ år.

Alle stande i salen var bemandet af studerende, der engagerede fortalte om netop den uddannelse de går på, og studievejlederne var klar til at hjælpe med det mere formelle om adgangskrav, optagelse osv. På standen for overbygningen i Webudvikling kunne man fx også se eksempler på noget af det de studerende arbejder med inden for web- og multimedieproduktion.

Ud over at danne sig et indtryk af alle de spændende uddannelser, havde de besøgende også mulighed for at høre om 48 timers projektet. Projektet giver studerende på Erhvervsakademiet Lillebælt en unik chance for at deltage i et servicetjek af en virksomhed, der stiller sig til rådighed for de studerende og deres undersøgelser, idéer og løsningsforslag i 48 timer. De studerende får derved erfaring i at samarbejde med erhvervslivet og ikke mindst med hinanden på tværs af uddannelser.

Åbent hus 2010 afsluttedes efter et par travle timer, hvor stemningen havde været helt i top. Det var således med stor tilfredshed og meget positive forventninger til forårets og sommerens optagelsesrunder, at de sidste gæster blev lukket ud.

Nåede du ikke at komme til Åbent Hus, men gerne vil høre om vores uddannelser og dine muligheder for at starte en spændende karrierevej, kan du kontakte vores studievejledning.

 

5. marts 2010 af kommunikationsmedarbejder Line S. Simonsen