Beskæftigede - ufaglært eller faglært

- med max. en erhvervsuddannelse

Deltagerbetaling

AMU-kurser er delvist finansieret af Undervisningsministeriet.

Din deltagerbetaling finder du ved den enkelte kursusaktivitet. Betalingen dækker din deltagelse i undervisning og lån af kursusmaterialer. Hvis du ønsker at købe kursusmaterialet, kan du henvende dig til underviseren.

Godtgørelse under kurset

Du eller din virksomhed kan modtage VEU-godtgørelse (voksen og efteruddannelsesstøtte) under kurset. VEU godtgørelsen kompenserer for et tab af arbejdsindtægt.

Hvis du får sædvanlig løn fra din arbejdsgiver, når du er på kursus, kan din virksomhed få tilsendt godtgørelsen.

Hvis du ikke får løn fra din virksomhed, kan du selv modtage godtgørelsen. 

Pr. 1. januar 2012 udgør VEU-godtgørelsen kr. 630,40 pr. dag – svarende til  maksimum 80% af dagpengesatsen. Det forudsætter en fuldtidsbeskæftigelse. Ved deltidsbeskæftigelse reduceres taksten forholdsmæssigt. Ligeledes reduceres VEU-godtgørelsen, hvis undervisningen har færre timer end 7,4 pr. dag.

VEU godtgørelse skal søges via www.efteruddannelse.dk. Det har været obligatorisk siden 1. juli 2011.

Det er A-kasserne (for forsikrede) og SU-styrelsen (for ikke forsikrede), der har den endelige afgørelse og er bevilgende myndighed.

Beskæftigede - videregående uddannelse

– uddannelsesniveau højere end en erhvervsuddannelse

Forudsætningerne for, at personer med en videregående uddannelse kan deltage på AMU-kurser er med den vedtagne finanslov 2011 blevet ændret.

Til en højere/videregående uddannelse defineres fx også personer, der har en hel uddannelseslinje inden for merkonom-, teknonom- og kommunom-området.

Deltagerbetaling 

Hvis du har en videregående uddannelse, skal der betales ”fuld” deltagerbetaling – også selvom du ikke har brugt din uddannelse inden for de sidste fem år.

Din deltagerbetaling finder du ved den enkelte kursusaktivitet. Betalingen dækker din deltagelse i undervisning og lån af kursusmaterialer. Hvis du ønsker at købe kursusmaterialet, kan du henvende dig til underviseren.

Godtgørelse under kurset 

Generelt er hverken du eller din arbejdsgiver berettiget til godtgørelse under kurset. Der er dog en enkelt undtagelse:

Hvis du ikke har brugt din videregående uddannelse inden for de sidste fem år, kan du være berettiget til VEU-godtgørelse. Det er også muligt, at du er berettiget til transportgodtgørelse og tilskud til kost og logi, hvis du opfylder kravene for at få disse tilskud.

Befordringstilskud

I forbindelse med transport mellem bopæl og uddannelsesstedet kan der ydes befordringstilskud til den del, der ligger udover 24 km. Der kan højst gives tilskud til 576 km. pr. dag. Befordringstilskuddet udgør pr. 1. januar 2011 kr. 1,00 pr. km.

Ved indkvartering under uddannelsen - til strækningen mellem indkvarteringsstedet og uddannelsesstedet - kan der gives befordringstilskud til den del, der ligger udover 24 km. Der kan dog højst gives tilskud til 76 km. pr. dag.

Ved eventuel ud- og hjemrejse mellem bopæl og indkvarteringssted, kan der gives tilskud op til 400 km. pr. rejse. Ligesom der kan gives tilskud til rejser i forbindelse med weekender og søgnehelligdage.

Tilskuddet er skattefrit. Der er en bagatelgrænse, idet der ikke udbetales beløb under 32 kr.

Tilskud til kost og logi

Tilskud til kost og logi ved deltagelse i AMU-uddannelse kræver, at du har mere end 120 km mellem bopæl og uddannelsessted.

Pr. 1. januar 2012 er reglerne følgende:

  • Hvis uddannelsesstedet sørger for indkvartering, kan der ydes et fast beløb på kr. 450,-. Det er overnatningen, der udløser tilskuddet. Eksempel: En kursist deltager i et tre dages forløb. Her kan udbetales kr. 450,- x 2.
  • Hvis du selv sørger for overnatning kan der - mod dokumentation - ydes op til kr. 450,- som maksimum jf. ovenfor.  

Vigtigt nyt til virksomheder:
Siden 1. november 2011 har det været obligatorisk at søge om VEU-godtgørelse til medarbejdernes AMU-kurser på kursusportalen
www.efteruddannelse.dk
 

Beregning af afstand

Der gælder en særlig regel ved beregning af afstand mellem bopæl og uddannelsessted i forbindelse med tilskud til transport og kost & logi:

På ansøgningen for tilskud skal du oplyse om bopælsadresse - herunder om du fx er ejer af et sommerhus. Ved beregningen af afstanden mellem bopæl og uddannelsessted bruges den bopælsadresse, der ligger tættest på uddannelsesstedet. Det kan være sommerhusadressen i perioden mellem 1. marts og 30. september.

Kontakt, AMU-regelsæt

Kontakt

Har du spørgsmål til regelsættet, er du meget velkommen til at kontakte administrationschef Lene Hub på tlf. 65 45 25 42 eller mail.