De sagde, at da vi var 2 tilbage i kapløbet om jobbet, der begge havde gode kvalifikationer, var det den måde, jeg kunne beskrive og anvende projektledelse, der gav et stort indtryk. Jeg kunne noget ekstra, som klart var en fordel.
Rikke har tidligere læst merkonom og afsætningsøkonomi og derfor var undervisningsformen og niveauet ikke uvant for hende.
Jeg har tidligere læst merkonom, så jeg kunne nogle af termerne i forvejen. Men der sad også folk med en helt anden baggrund, som også kunne være med, og det gav nogle nye vinkler på tingene i undervisningen.
Så det var ikke Rikkes oplevelse, at andre kursister med anden baggrund havde svært ved at følge med. Hun opfattede det som en fordel, at hendes medkursister kom med forskellige erfaringsgrundlag.
Rikke blev ledig 1. marts.
Sådan rent psykisk har det været rigtig hård at være arbejdsløs i en finanskrise. Man har ikke udsigt til arbejde, eller man ved ikke hvor lang tid man skal gå ledig. Det giver rigtig mange spekulationer både på det personlige og økonomiske plan. Det er en utryg situation. Man har det ikke særlig godt.
Rikke valgte derfor hurtigt at gå i gang med 6 ugers selvvalgt uddannelse. Hun mener, at det var vigtigt i forhold til at øge hendes kompetencer og muligheder for at stå først i køen til arbejde. Rikke synes også, at det var vigtigt for hendes eget velbefindende at gøre noget aktivt for at komme ud af ledigheden.
Det giver også én en psykologisk ballast, at man er i gang med noget. Altså, man gør noget, for at komme ud af den situation man er havnet i.
Rikke påpeger, at det også har været en god oplevelse at gå på kursus sammen med andre ledige. Det har været godt for selvtilliden at finde et frirum sammen med andre ledige.
Men det er da hårdt at komme ind i et rum og sige, at man er arbejdsløs. Men der skete hurtigt et skift, hvor man finder ud af, at der sidder rigtig mange meget veluddannede ved siden af hinanden. Så man bliver ligesom bekræftet i, at det ikke er en selv, der er noget i vejen med. Man er god nok. Så jeg kunne mærke, at folk løftede ligesom hagen og fik selvværdet tilbage i løbet af de første dage. Man får sig et frirum, hvor man ikke føler sig arbejdsløs – og det er en rar følelse.
Til spørgsmålet om, hvordan det var at komme tilbage på skolebænken, svarer Rikke, at det jo er op til en selv, om man vil læse ekstra udover pensum. Rikke følte sig nysgerrig og motiveret og gik med stor energi til faget.
Jeg gav den en skalle. Men man kan selv vælge ind, om man vil læse ekstra pensum. Det havde jeg lyst til. Jeg læste alt jeg kunne komme i nærheden af som virkede relevant.
Rikke påpeger, at i situationen som arbejdsløs er det vigtigt at skabe succeser. For Rikkes vedkommende blev det en stor succes, både jobmæssigt men også karaktermæssigt.
Jeg fik 12, Yes – det var fedt – det var det hele værd. Det viser også over for en selv, at man godt kan læse og tilegne sig nyt stof, og at man er god nok. Noget af den selvtillid der forsvinder, når man bliver arbejdsløs, kom tilbage – en virkelig rar følelse.
Rikke kendte ikke i forvejen til reglen om 6 ugers selvvalgt uddannelse, men fik det gode råd gennem sit personlige netværk. Rikke synes, det er ærgerligt, at hun ikke blev oplyst af sin A-kasse.
For det er jo helt skidt, at man ikke ved, at de her fantastiske tilbud er der.
Rikke har ikke kun været glad for at stå med et bevis i hånden, men har også været glad for undervisningen. Hun har fået nogle helt konkrete værktøjer med, som hun kan bruge.
Det har været en god og rigtig sød underviser, der mødte os i øjenhøjde. Han forstod, hvor vi var mentalt, så undervisningen var rigtig spændende og relevant. Hans undervisning var struktureret, hvor vi kom igennem et forløb step by step, som gav os stor selvtillid. Jeg føler, at jeg kan noget, nu hvor jeg er kommet ud på den anden side. Jeg lærte nogle redskaber, som jeg kunne have haft stor gavn af i mine tidligere ansættelser.
Rikke starter i sit nye job til den 1. september. Vi ønsker hende held og lykke med sit nye job hos Telepunkt.
(Interviewer: Lars G. Schou)