I den såkaldte globaliseringsaftale blev vi stillet i udsigt, at Ungdommens Uddannelsesvejledning fra 2011 skal vurdere, om en elev, der ønsker at påbegynde en erhvervsuddannelse, er uddannelsesparat, eller om eleven inden start på uddannelsen skal opkvalificeres.
Desværre viser det fremsatte lovforslag - og debatten i den forbindelse - at der er politisk flertal for, at der bliver tale om en generel erklæring vedrørende parathed. Dvs. en elev bliver erklæret parat eller ikke parat til alle erhvervsuddannelser. En sådan erklæring vil selvsagt ikke hjælpe vores arbejde med at give vores elever på HG en optimal skolestart særlig meget, idet der er så stor forskel på kravene i de over 100 forskellige erhvervsuddannelser, at denne generelle tilgang nærmest er nyttesløs.
Det positive er, at der trods alt sættes fokus på problemstillingen med, at unge forlader folkeskolen uden tilstrækkelige kompetencer. Vi må så arbejde på, at vi kan få et endnu mere tæt samarbejde med folkeskolerne og UU, så vi i videst muligt omfang får hensigtsmæssige data om de unge, der søger ind hos os. Kender vi allerede før skolestarten de udfordringer, den unge har, kan vi sætte langt mere målrettet ind og give den enkelte et optimalt forløb.
Jeg går ud fra, at parathedsvurderingen vil betyde, at en gruppe unge bliver vurderet ”ikke parate”. Disse unge skal kommunerne så tilbyde særlige opkvalificerende forløb, og det vil koste penge fra de slunkne kommunekasser (måske netop derfor får vi kun en generel parathedserklæring!).
Sådanne opkvalificerende forløb bør erhvervsskolerne medvirke aktivt til, da det reelt kun er erhvervsskolerne, der ved, hvad der er behov for.
Her bliver der altså endnu en opgave for TietgenSkolen.
Peter Enevold
Direktør