TietgenSkolen bygger om og ud 

Sommeren skulle være her ifølge kalenderen.


Kalenderen er i denne sommer et rigtig vigtigt omdrejningspunkt for TietgenSkolen. Ikke alene fordi vi har mange dimittender - heller ikke fordi mange sikkert glæder sig til lidt ferie - heller ikke fordi vi glæder os til
at se de nye elever og studerende, men fordi vi efter sommerferien indvier "et helt nyt handelsgymnasium".

Da man fra analyser ved, at hhx er den studenter-eksamen, som er bedst til at bryde den sociale arv, kan vi håbe, at vores bedre undervisningsforhold, samt hele det nye miljø i al almindelighed, vil øge antallet af studerende i endnu højere grad og medvirke til, at vi kan sikre endnu flere elever fra ikke-boglige miljøer en studentereksamen.

Også på Nonnebakken får vores undervisere og studerende lidt mere plads at arbejde på, når fællesadministrationen flytter på Elmelundsvej. Selvom det ikke giver så meget plads til de videregående uddannelser, som vi kunne ønske os, så tæller alt, og det er dejligt, at det muliggøres. Vi løser en vigtig opgave med at udvide antallet af unge, der får en videregående uddannelse. Vi kan noget, som universiteter og professionshøjskoler ikke kan!

På Lerchesgade sker der også ændringer - Tietgen Erhverv flytter over i lokaler, hvor datamatikerne i mange år har holdt til. Det er forventningen, at dette vil styrke ikke blot eleverne på Tietgen Erhverv, men også de øvrige på det almindelige HG-forløb samt eleverne på Tietgen Business. Det er en fornøjelse at følge med i, hvordan vi ved denne "sektionering" er bedre til at undervise eleverne, netop på den måde, som sikrer mest indlæring hos den enkelte. Det er en af vejene frem, når vi skal sikre, at endnu flere af en årgang får en ungdomsuddannelse.

På kursusafdelingen oplever vi, at krisen har givet os flere kursister. Og selvom tilstrømningen på IDV (indtægtsdækket virksomhed) er faldet, så er den mere end opvejet af de øvrige aktiviteter. Derfor er det også dejligt, at vi har ressourcer til at udbygge og bygge om på Rugårdsvej, så vi får bedre udnyttelse af vores arealer. For at vi i vores samfund succesfuldt kan genskabe væksten og sikre en bæredygtig fremadrettet vækst, kræver det, at rigtig mange mennesker får kompetencer, der retter sig mod andre jobs end de traditionelle industrijobs.

I Nyborg arbejder vi stadig rigtig godt med afdelingens udvikling. Søgningen har været i positiv udvikling i en pæn periode nu, og vi må ikke lade os slå ud af, at der lige nu i de seneste tal er en negativ tendens.

På alle afdelinger arbejder vi med meget seriøse og vigtige samfundsmæssige opgaver - og vi gør det godt og bliver hele tiden bedre.

Med viden om det, vil jeg ønske jer alle en rigtig god sommer. 

Peter Zinck
Bestyrelsesformand


17. juni 2010