NKH viste håndboldflaget i Frederikshavn 

Bl.a. takket være aktive elever, der har været rigtig gode til at skabe sponsorkontakter/-aftaler, har vi i dette og forrige skoleår fået skabt et spændende og stærkt fundament for sportsaktiviteter på NKH. Det har betydet, at vi har kunnet sende både et herrehold og et damehold på banen ved Danmarksmesterskaberne i handelsskolehåndbold. I 2009 blev vort herrehold Danmarksmester ved DM-stævnet i Svendborg.

Frederikshavn Handelsskole var i år værtsskole for DM i handelsskole-håndbold. Den lange tur til Frederikshavn udmøntede sig i år ikke i medaljer. Herreholdet nåede kvartfinalen og måtte efter ca. halvandet år som ubesejret kassere et sjældent nederlag. Dameholdet kæmpede bravt, men nåede heller ikke videre til slutkampene. Socialt set var turen til Nordjylland dog en guld-oplevelse, og det er mindst lige så vigtigt som det sportslige udbytte!

Også i næste skoleår vil vi satse på sportslige aktiviteter på NKH, der kan samle elever på tværs af hhx og hg.