HG1-filmfestival: igen, igen en succés! 

 

1. års elever på Nyborg-Kerteminde Handelsskoles grundforløbsuddannelse, HG, har i uge 13 arbejdet med ”Filmfestival”. Ved starten af filmprojektet kunne eleverne vælge mellem 3 hovedkategorier -  kortfilm, reklamefilm og musikvideo. Der blev i alt produceret 10 film fordelt på 2 musikvideo, 3 reklamefilm og 5 kortfilm.

I forbindelse med Filmfestivalens ”finaleaften”, torsdag den 29. marts 2012 i skolens auditorium,  havde skolen inviteret elevernes forældre og søskende indenfor. 2 af eleverne, Anders og Rikke, havde udover deltagelse i filmproduktion også påtaget sig rollerne som Filmfestivalaftenens værtspar. Anders og Rikke førte aktørerne og publikum igennem filmfinalen med sikker hånd og stort engagement. På bedste Hollywood-vis blev der ved HG1-ernes Filmfestivalfinale uddelt statuetter til bedste film, bedste kvindelige skuespiller og bedste mandlige skuespiller.

Det er 5. år og dermed en tradition på handelsskolen i Nyborg, at der gennemføres filmfestival på HG 1. år.

Her er hvad nogle af HG1-eleverne sagde om deltagelsen i Filmfestival-projektet.

Chio, hg1-211:

”Det har været helt vildt sjovt at arbejde i filmuge. Vores færdige film blev måske ikke helt perfekt, men processen med at lave filmen, finde idéen først og udtænke handlingsforløb, locations m.v., har været enormt spændende. Og vores filmgruppe har virkelig arbejdet godt sammen”.

Patrick, hg1-211: (vinder af titlen bedste mandlige skuespiller i filmen om Østfyns ”Batman”):

”Det har været rigtig sjovt at skulle finde idéer til vores film. I vores filmgruppe snakkede vi meget om, at der skulle være humor i filmen, det kan vi selv godt li’ og derfor lavede vi vores fortolkning af ”Batman” med et humoristisk blink i øjet, og det tror jeg også, at publikum i salen på Filmfestivalaften forstod”.

Claus, hg1-111:

”Det har været godt at komme en lille uge væk fra det normale skoleskema. Filmugen har været en sjov og spændende uge med masser af plads til kreativ udfoldelse. Vores filmidé betød filmoplevelser både i dagtimerne og om aftenen, men det har vi taget i stiv arm, og vi har haft det rigtig sjovt med det, vi lavede”.



17. april 2012