Fejende flot gallafest for årets NKH-dimittender 

I forrige skoleår indførte vi en ny festlig tradition for årets afgangsklasser på hhx og HG Ung - NKH BALLROOM. I strålende solskin gennemførte vi torsdag den 20. maj 2010 den 2. udgave af NKH BALLROOM. Traditionen tro ankom eleverne ved 18-tiden til skolen i festskrud, specialkøretøjer m.v. Foran skolen ventede skolens personale og indbudte forældre m.fl. Eleverne gjorde deres entré på en udlagt rød løber, og så var der velkomst ved skolens leder, Erik Lundorff, og socialt samvær i skolens fælleskantine, "Grotten". Herefter trådte afgangseleverne dansen med Lanciers.
Kl. ca. 19.30 blev der sagt pænt farvel til de indbudte gæster, hvorefter dimittenderne og skolens personale gik til bords i et smukt pyntet auditorium.