Erhvervscase med wiki - spændende projekt med fokus på IT-understøttet pædagogik 

Der er i dette skoleår massivt fokus på IT-understøttet pædagogik. På tværs af TietgenSkolens afdelinger er der sat forskellige projektarbejdsgrupper i søen, der med hvert deres fokus afprøver forskellige it-anvendelser i forhold til undervisningen. TietgenSkolen i Nyborg er med på flere fronter, hvilket bl.a. har ført til et forsøgsprojekt med anvendelse af web 2.0  - eller mere konkret: anvendelse af wiki i Erhvervscase-forløbet.

Da hh2'erne i slutningen af uge 9 skulle arbejde med Erhvervscase fik de og VØ-lærer Niels Halmø således besøg af 2 konsulenter fra Center for IT og Læring ved Århus Universitet - Christian Dalsgaard og Christian Winther Bech.
Center for IT og Læring i Aarhus er koordineringsled på vegne af undervisnings-ministeriet for et landsdækkende  forsøgtsprojekt med IT-understøttet pædagogik, hvor en række gymnasiale uddannelsesinstitutioner fra hele landet - inklusiv TietgenSkolen - deltager.

Gæsterne fra Aarhus fik i forbindelse med besøget både mulighed for at kigge hh2-eleverne over skulderen i IT-lokalerne, ligesom der var mulighed for en interviewrunde med en udvalgt elevgruppe, VØ-lærer Niels Halmø og skolens leder. Det er muligt at Christian Dalsgaard og Christian Winther Bech kommer på genvisit, når IT-projektet kører ind i sin 2. runde.


10. marts 2011