Ni hao, mit navn er Michael Bruun-Larsen.
Jeg deltog i oktober måned i kinesisk x-faktor, hvor x udskiftes med kinesisk, altså Kinesisk-faktor. Det lyder lidt kompliceret, og det er ikke lige til at forklare. Et billede siger mere end 100 ord, en film derimod siger mere end 1000 ord. Derfor er der her et par billeder og et link til et kort klip, det er dog på kinesisk. - Mon I kan gætte hvem jeg skulle forestille med den høje hat? ;-)
Det var en international konkurrence for gymnasieelever fra hele verden, og jeg repræsenterede ikke kun Tietgen Handelsgymnasium, men hele Danmark sammen med 2 andre danskere. Sammen var vi ”det danske hold”.
Der er mange grunde til at denne konkurrence bliver afholdt. Udover at være et underholdningsprogram, er det også en chance for at vi udlændinge kan lære mere om Kina og kan få et mere nuanceret billede af den kinesiske kultur, men også for at vise kineserne at der internationalt er interesse for at lære kinesisk. Det er et godt billede af, hvordan kommercielle interesser går hånd i hånd med regeringens interesser.
Vi var flere hundrede gymnasieelever, der alle havde kvalificeret os til at deltage i konkurrencen i Kina, og kun de 3 bedste fra hvert land deltog. Vi blev udvalgt baseret på vores kinesiske sprogkundskaber, og da Mads og jeg begge har været udvekslingsstudenter i Kina for et par år siden, havde vi en klar fordel. Marton har lært kinesisk sideløbende med skolen i 3 år, og er meget god til det skriftlige. Mads og jeg er gode til det mundtlige og samtidig har vi en god forståelse for kulturen. Vi var et rigtigt godt team, der med hver vores styrker kunne arbejde rigtig godt sammen.
Men hvad med de studerende fra andre lande, hvordan var de?
De var rigtig flinke, stort set alle sammen. Kulturelt kunne man dog godt fornemme hvem man havde mere eller mindre tilfælles med. Det kunne også ses i de grupperinger der opstod. Vi hang meget ud med dem fra Tyskland, England, Frankrig, Sverige, Rusland og Ukraine. Vi snakkede dog også godt med dem fra USA, Australien, New Zealand og Japan, men i mindre grad. Vi snakkede ikke særlig meget med dem fra Afrika, Asien eller Sydamerika. Sjovt nok var der ikke nogen fra Mellemøsten – måske er der ikke nogen der snakker kinesisk der? For at sige det lidt sort og hvidt, var der større tilknytning imellem dem der kulturelt lignede os mest. Vi ville fx gerne i byen efter en lang dag med forberedelse eller konkurrence, mens asiaterne, der virkede meget mindre modne, hellere ville lege pudekamp og lege med bamser. Vi blev rigtig chokerede over de store kulturelle forskelle, men det skal dog også siges at deltagernes alder gik fra 15-19 år, hvilket nok også havde noget at sige.
Det der dog karakteriserede mange af de studerende var, at de kom fra gode skoler. Nogle endda fra eliteskoler som Wellington college i England, hvor de hverken må drikke, ryge, være ude efter kl. 22.00. Vi blev også klar over at vores gymnasiefaciliteter er meget gode i forhold til det meste af verden. Selvom Kina scorede højst på PISA undersøgelserne, mener jeg dog at vores skolegang giver mere brugbar og praktisk viden.
Forestil dig at gå på et af de kinesiske gymnasier, hvor computere ikke bliver brugt i undervisningen…
Men hvad med Kina? Hvordan er kineserne?
Kina er alt og ingenting. Tænk på at Kina geografisk er større end Europa. Hvordan vil du forklare hvad en europæer er? Er en spanier og en svensker ens? Men hvis jeg alligevel skal prøve at forklare lidt mere, så er de som mennesker ligesom os. De bliver dog påvirket af et anderledes miljø, en anden kultur og tradition. Kina er et af verdens ældste samfund, der har dybe rødder i historien. Der er mange traditioner, samfundssyn og normer som bunder i et meget hierarkisk opbygget samfund. Under ”himlen” havde man kejseren, under ham embedsmændene, derunder familien, med fader som familiens overhoved, så mor, så ældste barn og så videre. Man bruger stadig den dag i dag tiltaleformer, som afhænger af hvad relation pågældende person er i forhold til en. Kina er stadig og vil stadig i mange år endnu være præget af at drengen er dem, der skal tage sig af familien, og der er derfor et stort pres på dem, for at studere flittigt, for at kunne få et godt arbejde, for så at kunne tage sig af sine gamle forældre. Med etbarnspolitiken har pigen dog også fået et større ansvar for sine forældre. Børn er forældrenes pensionsordning. Det gør at forældrene investerer mange penge i undervisning til deres børn, for at de skal blive de bedste, og kineserne på din og min alder studerer fra morgen til aften. Gymnasiet er en meget hård periode. Det er den tid der bestemmer, hvordan deres fremtidsmuligheder er. Hvis de ikke får de bedste karakterer, så er det ikke sikkert de kommer på universitet, og så skuffer de ikke kun sig selv, men også familien. Kineserne har ikke tid til at lege, leve det samme liv som vi har her i vesten. De går ikke i byen i weekenden og de drikker ikke alkohol før de kommer på universitet. Det er som dansker, svært at forestille sig.
Danmark kom på 2. pladsen i konkurrencen, og vi fik hver et stipendium til at studere 1 år i Kina, alt betalt. Det er for godt til at sige nej til, hvis man er så glad for Kina som jeg er, så næste år får jeg lov at studere endnu mere kinesisk!
Michael Bruun-Larsen, klasse 310