Overrækkelsen af bronzepladen og diplomet foregik på Odense Slot, hvor rådmand Søren Møller læste dommerkomiteens begrundelse for præmieringen op:
”Tietgen Handelsgymnasium er etableret i Tietgenskolens bygning fra 1970’erne, der er opført som en syv-etages rationel konstruktion i beton med central korridor. Enkelt og effektivt, men også med begrænset mulighed for at imødekomme differentierede krav til undervisning, social udveksling, gruppearbejde, samling af studerende og lærere, oplevelse af det nære landskab, rumlighed og imødekommenhed ved ankomst til skolen.
Tietgen Handelsgymnasium er tilført nye rum i en bygning i to etager, der vokser direkte ud af den eksisterende bygnings modulering og materialitet. Tilbygningen rummer aula, undervisningslokaler, lærerværelse, kontorer og vokser organisk sammen med eksisterende kantine, bibliotek og infrastruktur.
Den mangfoldighed, den eksisterende bygning ikke havde, er den overbevisende og enkelt tilført ved en transformation af den bestående stueetage og de centrale gange med udgangspunkt i en grundig analyse af den eksisterende strukturs muligheder og indlevelse i programkravene for den fremtidige brug.
Tietgen Handelsgymnasiums nye rumligheder fremtræder på en gang både specifikt programmerede og generelt anvendelige.
Overalt opleves muligheder for social udfoldelse og faglig fordybelse at være indtænkt i gange og trappers udformning, ligesom der er skabt en nær tilknytning til landskabet omkring skolen.
Det er tankevækkende, at det har været overvejet at nedrive den eksisterende bygning for at rejse en ny, idet resultatet, der er opnået gennem transformation af det bestående, fremstår bemærkelsesværdigt mangfoldigt, bæredygtigt og rumligt varieret.”