I øjeblikket er ”Det moderne Gennembrud” – dansk litteratur fra slutningen af 1800-tallet – på skemaet for 2.g eleverne på Tietgen Handelsgymnasium.
”Det moderne Gennembrud” er et af de vigtigste vendepunkter i den danske litterære udvikling. Her begyndte datidens forfattere og kunstnere for første gang at sætte emner som kønsroller, sociale problemer og forholdet til religionen til debat. Ægteskabet, kønsrollerne og især kirken kom i den periode under voldsomt pres, men på trods heraf eksisterer den Danske Folkekirke den dag i dag.
Onsdag den 6. oktober kl. 10.00 kom sognepræst Eva Tøjner Götke fra Thomas Kingos Kirke forbi og gav sit bud på religionens berettigelse i dagens samfund. Ca. 300 elever fra 2. g var tilhørere og meddebattører.
Rim Jaffar fra klasse 207 var særligt inspireret af billedet af Michelangelos loftsudsmyning i det Sixtinske Kapel i Rom:
"Når jeg ser på maleriet, kan jeg kun tænke på at mennesket har ikke behov for at kunne se Gud, da Gud altid vil være der for os og være en del af os. Jeg føler mig tryg med tanken om at jeg har min tro til Gud, da han er en del af mig.
Selve foredraget var meget lærerigt, og jeg fik en del at vide som jeg føler at jeg ikke vidste 100% om. Det var en fornøjelse at have præsten på besøg og hun fik sat nogle tanker igang hos mig som jeg synes er værd at få tænkt igennem."