Tirsdag d. 23.10.12
Vi startede dagen ud med morgenmad hos værtsfamilierne. Nogen fik "almindelig" morgenmad, mens andre fik typisk spansk morgenmad: kaffe og kiks. Så mødtes vi ved H. C. Andersen-statuen, og tog videre med bussen på virksomhedsbesøg. Efter siestaen stod den på sprogskolen Debla, hvor vi først skulle testes og inddeles i små hold (ca. 8 personer) efter niveau. Undervisningen var rigtig sjov, og vi fandt ud af, at vi godt kunne forstå lærerne selvom de kun talte spansk. Om aftenen var vi på tapas crawling, hvor der blev smagt Málagavin, fisk (med ben og haler) og andre spændende tapas retter.
Onsdag d. 24.10.12
Dagen startede med hurtig morgenmad, og så en tur i skole. Om eftermiddagen besøgte vi Picassos barndomshjem, samt et museum med hans kunst. Den guidede rundtur var igen på spansk, men vi forstod rigtigt meget af det, og vi synes pludeselig ikke at Picassos billeder er helt så underlige som før.
Fredag d. 26.10.12
Dagen startede med rundtur til Alcazaba og Domkirken, hvor vi fik et indblik i de historiske ting, der findes i Málaga. Så tog vi over og så Plaza de Toros (tyrefægterarenaen) og det museum, der hører til. Inden turen gik tilbage til skolen, var vi forbi en café og få churros. På skolen afsluttede vi skoleforløbet med at lære flamenco og spise Paella efter undervisningen.
Lørdag d. 27.10.12 sidste dag før vi skal hjem
Vi mødtes ved det sædvanlige mødested Telepizza kl. 9 om morgenen, og så gik turen til Gibraltar. Efter ca. 2½ times kørsel, kom vi til Gibraltar – et lille stykke England lige ved indsejlingen til Middelhavet. Vi blev delt i 2 grupper og fik en guidet rundtur på øen i to busser, der var så små, at de kunne komme gennem de gamle tunneller.
Man kunne se Gibraltars historie overalt, bymuren, der beskyttede det engelske fort i 17.-tallet, den flotte moské lige ved Europa Point, hvor vi kunne se helt til Afrika i det klare vejr, og ringene, man brugte til at trække kanoner op med under 2. verdenskrig. Vi så også de vilde aber, der lever frit på bjerget og øens drypstenshule. Fra bjerget var der udsigt over Gibraltarbugten og det lille lands største indtægtskilde alle skibene, der lå og ventede på nyt mandskab, forsyninger og bunkers. Efter den guidede tur havde vi tid til at shoppe, spise (Fish and Chips for vi var jo i England). Det var sjovt, at der var røde engelske postkasser og telefonbokse over det hele. Så gik turen hjem til Málaga igen, og om aftenen spiste vi allesammen sammen – det var jo sidste aften.