Europas største discountkæde, Lidl, gæstede torsdag d. 14. marts 2013 Tietgen HG i skikkelse af uddannelseschef Thomas Søndergaard Mogensen. Stoltheden, ved det man laver, både på arbejdet og i skolen, var en af hans hovedpointer. Uden stolthed får man ikke succes, hverken som person eller som virksomhed.
Eleverne fra fire klasser var mødt op for at høre, hvad Lidl tilbyder som mulig elevplads og fremtidig arbejdsplads. De fik et klart billede af, hvordan Lidl er som arbejdsplads: Inden for de konceptstyrede rammer er der masser af plads til initiativ, ansvar og personlig udvikling. Reglerne er ikke en begrænsning. De er en ramme, som medarbejderne støtter sig til.
Team-samarbejde var også en af de ting, som Thomas S. Mogensen fremhævede som central for Lidl. I teamet får medarbejderne feedback på præstationer, resultater og adfærd, og gennem konstruktiv kritik og positiv anerkendelse bliver de hjulpet og motiveret til at forbedre deres arbejde. Og det er ikke chefen, som kommer med kritik af medarbejderne. Det er hele teamet, som kigger efter forbedringsmuligheder.
En af grundpillerne i elevuddannelsen er, at ansvar får eleverne til at vokse og blive dygtige til deres arbejde. Så når Lidl ansætter elever, bliver der kigget grundigt efter personlighed, samarbejdsevner og engagement. Er du interesseret i elevuddannelsen hos Lidl, kan du se mere om den på http://job.lidl.dk