Destination Prag 

I uge 41 drog 6 HG2 klasser på studietur til enten Prag eller Berlin og 2 af klasserne, HG204 og HG205, havde fem oplevelsesrige dage på tur til Tjekkiets hovedstad. Her fik de gennem kulturelle oplevelser og socialt samvær styrket deres internationale kompetencer.

Søndag den 7/10 kl. 20 kørte bussen med forventningsfulde elever, og mandag morgen tidligt var første stop Theresienstadt lige uden for Prag. Der blev de mindet om de forfærdelige ting, som skete i løbet af 2. verdenskrig. Efter morgenmaden blev der budt på en helt anden slags oplevelse; Det gule Marked. Det kaldes sådan af danskerne, da der er rigtig mange kinesere, som har boder der med alverdens kopivarer. Og handlen gik lystigt. Der var et par drenge, som købte en laser med grønt lys, men det fandt lærerne ikke ud af før onsdag aften, hvor politiet mødet op på Hotel Harmony, fordi drengene havde moret sig med at lyse ud på sporvognene.

Mandag aften bød for nogle på en kulturel oplevelse i form af fodbold. Her fandt de ud af, at politiet i Tjekkiet har deres egen måde at håndtere hooligans på, nemlig ved at møde op i fuld kampuniform og følge hooligansene helt til toget.

Tirsdag bød på et besøg på Nizbor Glasværk, hvor elever og lærere kunne se, hvordan glasset blev pustet og formet til alverdens produkter. Der blev også lagt mærke til, at arbejdsmiljøreglerne var helt anderledes end i Danmark: Der var meget varmt, ingen ordentlig udluftning, og i sliberiet var der et tykt lag glasstøv overalt. Mange elever fik her købt gaver med hjem.

En indsigt i byens historie fik eleverne på turene rundt i byen til de historiske seværdigheder. Blandt andet en tur op i Det Astronomiske Ur og ind i Týn Kirken, hvor Thyco Brahe ligger begravet, samt en dag på Prags slot, hvor de bl.a. kunne se St. Vitus Kirken og fangehullerne.

Moldau løber gennem Prag og den skulle også opleves. De to timers sejltur på floden var en succes.

Eleverne var supergode at rejse med, ingen problemer, mange tog initiativer til oplevelser på egen hånd, de fleste fik købt gaver og spændende ting til sig selv, for Prag er meget billig både at spise og at handle i.


31. oktober 2012