Nyt grundforløb på Tietgen HG - HG Ordblind
Til august 2013 starter vi et nyt forløb på Tietgen HG, - et forløb, der er målrettet elever, der er ordblinde eller har læse- eller skrivevanskeligheder. Vi har ladet os inspirere af Handelsskolen København Nord, hvor de i en del år har haft en ordblindeklasse og resultaterne har været fremragende. Eleverne dér giver generelt udtryk for, at de føler sig trygge i en klasse, hvor de er sammen med andre elever med samme forudsætninger.
Vi vil give eleverne ekstra støtte og motivere dem til at bruge de hjælpemidler som findes – hvilket ikke altid sker, hvis ordblinde elever sidder i klasser, som ikke bruger støttemuligheder.
Der vil altid være en lærer og mindst en undervisningsassistent til stede. Klassen vil i udstrakt grad skulle benytte sig af IT-rygsække eller egne bærbare pc’er. Vi sikrer, at klassens lærere har lyst til at arbejde med ordblinde og vi har fokus på lærernes IT-kompetencer, da vi prioriterer brugen af it i undervisningen.
Ordblindeklassen har samme mål som en ordinær HG klasse. Der differentieres på midler ikke på mål, blot sættes der flere ressourcer ind i den daglige undervisning.
De elever som får støtte på vores uddannelse får elevpladser på lige fod med vores andre elever. De fleste elever vil erfaringsmæssigt søge elevpladser inden for Detail og Handel og nogle få inden for Kontor, typisk med økonomi eller regnskab som speciale.
Erfaringerne fra ordblindeklassen hos København Nord viser, at eleverne består grundforløbet med meget flotte gennemsnit og de er gode til efterfølgende at finde elevplads.
Den succeshistorie glæder vi os til at være med til at fortælle.
Det er vigtigt her at pointere, at det er et tilbud og hvis eleven ikke ønsker at starte i ordblindeklassen, så tilbydes en start i en af de andre klasser, og eleven kan selvfølgelig stadigvæk få støtte og IT-rygsæk, hvis det ønskes.
Vi glæder os under alle omstændigheder til at etablere vores ordblindeklasse, og ser frem til at kunne gøre en væsentlig forskel for lige præcis denne elevgruppe.
Er du interesseret? Se mere her. Eller ring og tal med en studievejleder på 6545 2600