HG elever kommer med gode forslag
I lighed med de studerende vi har set arbejde ude i virksomhederne på TV var HG 222 fredag-lørdag d. 4. & 5. november sammen med to lærere hos Daloon for at medvirke til udvikling af ny Daloonprodukter og markedsføring af disse i forhold til 18 – 22 årige unge.
Daloon havde formuleret to problemer, de gerne ville have eleverne til at komme med løsningsforslag til.
Eleverne har arbejdet med iværksætteri og innovation i nu 1½ år, det var derfor interessant at være i konsulentens rolle.
De ankom fredag kl. 9:00, fik morgenmad og en introduktion til Daloon både historisk og udviklingsmæssigt. Direktør og ejer Hemming Van stod for introduktionen sammen med Stefan, en af marketingfolkene. Derefter var der en rundvisning på fabrikken for at få en bedre forståelse af hvad, der sker i produktionen.
Eleverne blev delt i fire grupper, som arbejdede med de to problemer to og to. De skulle være færdige med opgaverne og klar til at fremlægge og overdrage resultaterne kl. 10 lørdag formiddag. Fredag eftermiddag kom Hemming Van og Commercial Director, Bjarne Dahl for at svare på spørgsmål, som var opstået i mellemtiden. Derefter arbejdede eleverne i hvert deres rum natten igennem.
Der var ikke sat tid af til at sove, men nogle fandt dog tid til dette også. Der kom en række interessante forslag til Daloon næste dag.
Elever og lærere havde en sjov og anderledes ”skolegang” hos deres værter, og siger mange tak til Hemming Van og Daloon for god forplejning og et spændende samarbejde.