Målet for uddannelsen
Den uddannede i specialet Spedition og shipping kan
- varetage arbejdsfunktioner i forbindelse med en speditions- og/eller shippingvirksomheds nationale og internationale opgaver.
- udføre arbejdsfunktioner inden for formidling, service og sagsbehandling i forbindelse med virksomhedens serviceydelser inden for transport.
- vurdere og vejlede ud fra kundens ønsker og forventninger og under hensyntagen til geografiske og kulturelle forhold.
- varetage opgaver under anvendelse af gældende regler, aftaler og dokumenter inden for transportydelser.
Praktikken
Under uddannelsen skal eleven beskæftige sig med arbejdsopgaver inden for områder som:
• forsendelses- og rutetilrettelæggelse
• dokumentudfyldelse
• told og klarering
• import/eksport.
Skolen
Undervisningen på skolen starter med en bunden del på i alt 5 uger. Undervisningen giver mulighed for at specialisere sig inden for henholdsvis spedition eller shipping og med en yderligere specialisering inden for:
• vejtransport
• flytransport
• sø linietransport
• sø trampfart.
Efter de første 5 uger skal virksomhed og elev sammensætte de følgende 4 uger (hhx’ere dog kun 2–4 uger) med fag fra et katalog der indeholder emner som:
• skibsmægler
• sø transport/linie
• flyspeditør
• vejspeditør
• multimodale transporter
• søret I
• farligt gods og miljø
• logistik inden for spedition
• told
• transportret
• lager- og terminalbehandling
• almene emner inden for IT, kommunikation, arbejdstilrettelæggelse, økonomi mv.
I alt er der 10 ugers skoleophold inkl. den afsluttende fagprøve, der har en varighed af 1 uge.
Uddannelsestiden
Uddannelsestiden afhænger af elevens baggrund.
Uddannelsesaftalen varer 2 år for elever med:
• 2-årigt grundforløb (HG)
• særligt tilrettelagt 1-årigt grundforløb (HGV)
• grundforløb for studenter, hf og htx (HGS)
• hhx.
Uddannelsesaftalen varer op til 2 år og 12 uger når eleven:
• er student, har hf- eller htx-eksamen.
Uddannelsesaftalen varer 4 år – inkl. op til 50 ugers grundforløb – når eleven:
• starter sin uddannelse direkte i virksomheden.
Adgangskrav
For at kunne påbegynde skoleundervisningen i specialet Spedition og shipping i kontoruddannelsen er det en betingelse at eleven har bestået følgende fag med mindst karakteren 02:
Dansk, niveau C
Erhvervsøkonomi, niveau E
Engelsk, niveau E*
2. fremmedsprog, niveau E*
IT, niveau C
Salg & Service, niveau D
Samfundsfag, niveau D
* Mindst 1 fag på niveau C og det andet på mindst niveau E.