Administration 

Specialet Administration retter sig bredt mod virksomheders administrative og merkantile arbejdsområder, uanset om virksomheden er beskæftiget med produktion, service, handel eller andet.

Trindeling

Specialet Administration er en trindelt uddannelse, hvor Kontorservice eller Kundekontaktcenter er 1. trin. 

Målet for uddannelsen

Den uddannede kan

  • udføre arbejdsfunktioner inden for formidling, service, sagsbehandling mv.
  • udføre arbejdsfunktioner inden for en virksomheds administrative og merkantile arbejdsområde, herunder fx service, administration, koordinering, sagsbehandling, økonomi og statistik.
  • udføre service- og formidlingsopgaver ud fra en forståelse af egen arbejdsfunktion som en intern og ekstern servicefunktion. 

Praktikken

Under uddannelsen kan eleven beskæftige sig med arbejdsopgaver inden for områder som:
• administrativ sagsbehandling
• kundekontakt
• projektarbejde
• reklame og markedsføring
• salg og indkøb
• kommunikation og information
• regnskab og økonomi.
 

Skolen

Undervisningen på skolen starter med et indledende 3 ugers specialefag: Administrative planlægnings- og styringsværktøjer.

Dernæst skal virksomhed og elev selv sammensætte de følgende 3–7 uger med fag fra et katalog der indeholder emner som:

• præsentationsteknik og personlig fremtræden
• salg og markedsføring
• skriftlig kommunikation
• international handel
• kvalitet og service
• budgettering.

I alt er der 7-11 ugers skoleophold inkl. 1 uges afsluttende fagprøve. 

Fagprøven

Inden for det sidste halve år af uddannelsen skal eleven gennemføre en fagprøve af 1 uges varighed. 

Uddannelsestiden

Uddannelsestiden afhænger af elevens baggrund.

Uddannelsesaftalen varer 2 år for elever med:
• 2-årigt grundforløb (hg)
• særligt tilrettelagt grundforløb (hgv)
• grundforløb for studenter, hf og htx (hgs)
• hhx.

Uddannelsesaftalen varer 2 år og 12 uger når eleven:
• er student, har hf- eller htx-eksamen og starter direkte i virksomheden.

Uddannelsesaftalen varer 4 år – inkl. op til 50 ugers grundforløb – når eleven:
• starter sin uddannelse direkte i virksomheden.

Uddannelsesaftalen varer 2 år, hvis eleven:
• har gennemført uddannelsestrinnet Kontorservice eller Kundekontaktcenter.

I andre situationer: kontakt PraktikService. 

Adgangskrav

For at kunne påbegynde skoleundervisningen i kontoruddannelsen er det en betingelse at eleven har bestået følgende fag med mindst karakteren 02:

Dansk, niveau C
Erhvervsøkonomi, niveau E
Engelsk, niveau E*
2. fremmedsprog, niveau E*
IT, niveau C
Salg & Service, niveau D
Samfundsfag, niveau D

* Enten Engelsk eller 2. fremmedsprog skal dog bestås på niveau D. 

EUD+

Det er muligt at gennemføre specialet Administration som EUD+, hvis eleven:
• har gennemført trin 1 (Kontorservice eller Kundekontaktcenter)
• har haft min. ½ års relevant erhvervsarbejde efter trin 1
• er under 25 år.

Kontakt PraktikService for yderligere oplysninger.