Målgruppe
HGS forløbet er et kort, målrettet forløb for de elever, der har bestået en almen studentereksamen (STX), højere forberedelseseksamen (HF) eller højere teknisk eksamen, og som ønsker at supplere med de merkantile fag og kompetencer, handelsskolernes grundforløb giver.
HGS forløbet sidestilles med de 2-årige HG forløb og giver adgang til de mange specialer inden for Detail, Handel, Kontor og Finans, samt for korte videregående uddannelser (KVU) før eller efter endt praktikforløb.
En detailuddannelse kan føre til job som fx salgsassistent eller dekoratør.
En kontoruddannelse kan føre til job inden for mange forskellige specialer. Det være sig f.eks. læge- og advokatsekretær, økonomi, offentlig eller privat administration, rejseliv og spedition.
En handelsuddannelse kan føre til job inden for fire forskellige specialer, salg, service, indkøb og logistik. Det er typisk import- eller produktionsvirksomheder, der sælger videre til andre virksomheder, som benytter sig af handelsassistenter.
En finansuddannelse kan føre til job som kundemedarbejder i den finansielle sektor.
Kortere Videregående Uddannelser kan være administrationsøkonom, finansøkonom, markedsføringsøkonom og multimediedesigner.
HGS Profilen
Undervisningen er tilrettelagt helhedsorienteret og så erhvervsrettet og virkelighedsnær som muligt. Der bygges videre på elevers faglighed og relevante erhvervserfaring.
Der arbejdes sammen mellem uddannelsens tre obligatoriske grundfag, således at der opnås en sammenhæng mellem disse.
Undervisningens struktur og indhold
Følgende fag og niveauer indgår:
Erhvervsøkonomi Niveau C
Informationsteknologi Niveau C
Salg og Service Niveau C
Udover grundfagene indeholder forløbet også profilfag, som er kortere undervisningsforløb, rettende sig mod de særlige merkantile kompetencer.
Grundfagene evalueres med standpunktskarakter. Forløbet afsluttes med et grundforløbsprojekt. Dette projekt indgår i den afsluttende projekteksamen, som er mundtlig og individuel.
Varighed
Grundforløbet på HGS varer 12 uger.